Små stier tager os langs vandløb, palmer og bananplanter ned til det brusende Middelhav. Her bliver vi modtaget af Budha. Han sidder i to meters format og dekorerer indgangen til den luksuriøse beach suite. Hele Marbellas kystlinie ligger for åben skue: De spektakulere bjerge i bag-grunden og Afrika i horisonten.
Vi er på verdensstjernenes Hotel Puente Romano, og jeg ser frem til at hilse på mit alle tiders latineridol, Gloria Estefan.
Receptionisten smiler skævt og siger, at ”nej, Gloria Estefan tjekkede ud for 5 dage siden”. Julio Iglesias var her ligeledes i sommers i forbindelse med hans show, med en billetpris fra € 3.000!
Vores værelse er hyggeligt og elegant med rustikke træk. For enden står nogle flotte, koloniale sofastole, der matcher den store dobbeltseng. Badeværelset er lyst og rummeligt med karbad, stor bruseniche og særskilt toilet. Morgenkåber og morgensko er klar til de nye indflyttere.
Romantiske haver
Terrassen er vidunderlig. Den er omkring 20 m2 med udsigt over det grønne område, bjergene og moskéen, der ligger lige bag hotellet.
Hotellets værelser varierer meget, hvad angår lys og udsigt. I forhold til den generelle høje standard mangler nogle værelser et løft. Men værelserne er generelt rummelige og har store terrasser.
Hotellet har fire restauranter og tre pools med børnepool. Morgenmads-buffetten er lækker og varieret.
Hotellets tennisklub og golfklub er nogle af Sydspaniens mest eftertragtede.
Loungebaren byder på koncerter og shows. Her får jeg endelig en berømthed at se: Bjarne Riis. Han har netop afholdt seminar med Saxo Bank i hotellets konferencesal.
Måske tager jeg næste gang hotellets suite. Den koster kun € 2.700 (kr. 20.000!) pr. nat.
Velkommen til glamour i Marbella!
Facts om hotellet:
33 – 100 m2 værelser
Bredbånd internet
Priserne starter fra € 200
Konferencesale og festlokaler | |
|

Værelserne er store og velindrettede |
|
Kommentarer