Spansk Stil - 2. kvt. 2008
Brede fairways, skøn natur med frugttræer og svalende søer danner rammerne for denne udfordrende bane
Santana Golf ligger i smukke omgivelser med flot anlagte søer og natur, uden at det har taget overhånd.
De fleste fairways ligger i niveau, så det er endda muligt at gå banen.
Teknisk er Santana Golf en krævende bane, hvor hvert hul er designet til at udfordre selv den mere erfarne golfspiller.
Placeringen af de velplejede greens i kombination med de strategisk placerede bunkers, med sand af knust marmor, stiller krav til spillerens koncentration.
Det 18. hul er langt (par 4), og et af de mest krævende afslutningshuller på Costa del Sol.
Langs hele højresiden er anlagt en sø, og der er snæver tilgang, gennem et område med avocadotræer, til den højtliggende green.
Det 4. hul (par 5) er også helt specielt. Ca. 25 meter før greenen krydser man åen “Campillos” og selve greenen har en virkelig flot udsigt.
Hul 8 (par 5) giver noget til den hårdtslående golfer. Med en længde på 595 meter, er det et af de længste på Kysten.
Anlagt i gammel plantage
Naturen omkring Santana Golf er helt speciel. Santana ligger i en tidligere avocadoplantage, og stierne er omgivet af de gamle træer.
Særligt ved hul 5 bør man lægge mærke til korktræerne, der har stået der i mere end 500 år. Banen åbnede 1. januar 2004 og er designet af Cabell B. Robinson, der har været på Costa del Sol i lang tid. Robinson var med hos den kendte banedesigner Trent Jones, da han designede de store anlæg i Mijas. | |
|
|
Kommentarer